Munkegård Traktormuseums historie
Munkegård Traktormuseum er indrettet i en nedlagt landbrugsejendom. I 1971
købte Karen Luise og Jes Peter Skovgaard Petersen gården af Jes Peters forældre
- Lisbeth og Thorvald Skovgaard Petersen.
Jes havde på dette tidspunkt en produktion af rugeæg med 5.000 høns. Der blev
udvidet til 80 malkekøer. Det fortsatte indtil 2004, hvor de sidste køer blev
solgt og i 2007 stoppede ægproduktionen.
Jes Peter har i alle årene haft en stor interesse for veterantraktorer. Efter
nedlæggelse af produktionen på gården blev der nu tid til at realisere drømmen
om at samle veterantraktorer.
Stalde og et hønsehus blev klargjort til udstilling af traktorer. Der blev
opkøbt flere traktorer og efterhånden opstod tanken om at åbne et museum.
Den 28. juli 2008 åbnede Munkegård Traktormuseum.
Der var ved åbningen 130 veterantraktorer, nogle gamle motorer og
landbrugsmaskiner.
i 2013 er museet udvidet med flere stalde, traktorer og landbrugsmaskiner, så
nu er der mere end 200 veterantraktorer.
Karen Luise og Jes Peter Skovgaard Petersen
|